Lidt af hvert

Tarm Sangen

Tarm, du lille, lune rede,
godt i ly for hav og blæst.
Midt imellem eng og hede
altid mine skridt vil lede
hjem til dig her langt mod vest.

Større byer, skønne steder,
findes vel omkring på jord,
mere liv og flere glæder,
lad dem prise det med hæder,
du har brug for jævne ord.

Her i byen stod min vugge,
verden blev mig denne plet.
Når jeg hører andre sukke
efter steder mere smukke,
tænker jeg: I har ej ret !

Ingensinde kan man løbe
fra sin bardom og sit hjem,
mange glæder kan man købe,
mindet ind I kan ej svøbe,
så det aldrig dukker frem.

Tarm, du lille, lune rede
godt i ly for hav og blæst.
Midt imellem eng og hede,
vil om hvil engang jeg bede,
her er fred og her er bedst.

skrevet af Dyrlæge H.H. Gottlieb

 

Generelt

Årstal for særlige begivenheder i Tarm
1347 landbostedet Tharmæ nævnes af Biskop Peder i Ribe
1561 Kong Hans falder i "hul" i Tarm Kjær
1732 Tarm Kjær nævnes ifm. Herrestræde (vestjydske hærvej)
1876 Tarm bliver stationsby
1887 aktieselskabet Tarm Realskole dannes
1880 Håndværkerforeningen bliver stiftet
1897 Tarm Idrætsforening oprettes
1904 Tarm Andels Elektricitetsværk opstår
1909 Det nye Posthus er nu færdig
1911 Tarm Kirke bygges og blev inviet i 1912
1913 Tarm Borger- og Grundejerforening
1913 Åbnes privatbanen Tarm Nr. Nebel
1915 Gadenavne indføres i Tarm
1919 Storegade blev "tjæremakadamiseret"
1921 Forsøgshaven etableres
1922 Viadukten på Ådumvej bygges
1922 Eksprestogene standser i Tarm
1926 Ugeblad for Tarm og Omegn udgives
1933 April. Tarm-Foersum Andelsmejeri indfører past. sødmælk på flaske
1934 Grundstenene blev lagt til Vestjysk Kostskole
1939 Opsætning af husnumre i Tarm by
1939 Tarm - Nr. Nebel banen nedlægges
1942 Rutebilstation bygges ved Bechs Hotel
1953 Storegade 12 bliver ryddet ned til fordel for Nygade
1958 Tarm Erhvervsråd oprettes med Knud Sønderby som formand

Noget om gamle dage og nutiden


Mel: Danmarks største kor..

Vi synger om de gode gamle dage.
da sommeren var ekstra lys og lang.
Da vi i hestevogne kunne age,
og frøerne i gadekæret sang.

Vi synger om, når sommertøj blev syet,
om glæden ved de hvide lærredssko.
Nar marmorkugleposen blev fornyet,
og puder der blev nipsenålebo.

Vi synger om den lyse sommeraften,
hvor vi med far og mor har spillet pind.
Hvor fællesskabet mellem os var kraften
der stadig tænder glæden i vort sind.

Vi synger om at vende tørv i mosen,
at mærke pligtens drøje vingeslag.
Om saftevand og sukkermad i posen,
en pause på den varme sommerdag.

Vi synger om, da vejene var lange,
da cyklen bar os gennem al slags vejr.
Hvor vi i mørket følte os lidt bange,
skønt himlen havde tændt sin stjernehær.

Vi synger om de gamle købmandsdiske -
så langt fra vore dages overflod -
hvor vi som børn kun vovede at hviske,
en bulet bolchedåse gav os mod !

Vi synger om de lange vaskedage
om gruekedel og om vaskebræt.
Hvor mor i dampen måtte tørnen tage
og mærke hvad det var at være træt.

Vi synger om, når sneen lå derude,
om kakkelovnen med marieglas.
Om iskrystaller på en frossen rude
og varmedunke i en sengeplads.

Vi standser op, vi er her for at feste,
og fejre, at vi er i venners lag.
Måske var dagene der gik de bedste,
men sammen vil vi hejse håbets flag !

For solen skinner stadig på vor himmel,
og ungdom slutter op om vores bord.
Tilsammen er vi midt i livets vrimmel
og synger med i " Danmarks største kor.

Vi skal nu synge lidt om vore dage,
om tiden, som vi netop lever i.
Lidt mere roligt burde vi det tage,
for vi har alle fået mere fri.

Alt er så let - vi lukker op for hanen
og straks vi har et herligt brusebad.
For køleskabet med lidt koldt til ganen,
for fryseboksen, der er fyldt med mad.

Og nemt det er på vore vaskedage,
vi trykker bare lige på en knap.
Så kan maskinen alt besværet tage,
med tiden løber vi trods alt om kap !

Nutidens dage bliver også gamle,
de skabes om til minder, der består.
Da vil I unge dem så nænsomt samle
og sige: " Det var dog de bedste år"!

 

 Startside