| Tilbage |
Lønborggaard |
|
Lønborggaard og historien De har sikkert passeret Lønborg Kirke og Borgbanken ved Lønborg på Deres vej hertil. Forestil Dem nu, at ind til en gang i 1700-tallet gik fjorden helt dertil. På det tidspunkt var der også et færgested, hvor man fragtede personer og husdyr over. Helt fra vikingetiden har området her været beboet. Det har været et rigtigt godt sted for datidens befolkning at bo. Der var masser af laks i åen, og fjorden var rig på østers. Historien fortæller også at de afgifter og skatter, man her fra området skulle betale til bispen og kongen, blev afregnet i laks og østers. Den rute, vi kalder for "Drivvejen", gik lige her. Man fragtede dengang stude, heste og grise ned mod syd til Holland og Tyskland. Modsat fik vi f.eks. tufsten fra Rihn-området. Dem brugte vi 1100-1200-tallet til at bygge kirker med her i området. Lønborggaard har en lang og farverig historie, som vi her har valgt at fortælle en meget kort version af. Selve stedet "Lønborggaard" nævnes meget tidligt i historien, og man mener at kunne føre historien tilbage til i hvert fald omkring år 900 - altså Vikingetiden. Lønborggård tilhørte i katolsk tid Ribe bispestol og blev ofte kaldt Lønborg Bispegård (1300-tallet). Man har ved udgravninger fundet ud af, at der har været voldgrave rundt om gården. Efter reformationen blev Lønborggaard inddraget af tronen/kongen og fik gennem årene adskillige forpagtere og ejere. En kort periode er Lønborggaard af kongen givet til den nok så kendte Corfitz Ulfeldt. I midten af år 1500 er stedet pantelen for en proviantmester ved hoffet, men han dør, og hans enke bliver gift med en tysk adelsmand, som indfrier pantet. Muller slægten kommer til, og er på stedet i næsten 100 år. Her oplever Lønborggaard sin storhedstid med et jordtilliggende på omkring 2.500 ha. Man nævner også i historiebøgerne, at Skipper Clement's tilhængere plyndrede og nedbrændte stedet under bondeoprøret. Man ved, at den første bygning på stedet lå lidt væk fra den nuværende bygning. Sidst i 1700-tallet er hovedbygningen opført i bindingsværk. Den har to fulde stokværk (etager). Bygningen rives ned, og der opføres ny hovedbygning i 1838. Lønborggaard ejes på det tidspunkt af Tranbjergslægten, som oplever endnu en brand. Denne gang er det avlsgården, som brænder. Den genopføres i 1889, og nok en gang er man udsat for brand på Lønborggaard. Nordladen nedbrænder en gang til og familien Tranbjerg genopfører den. I 1932 har man endnu en brand på Lønborggaard. Denne gang bliver tagene på avlsbygningerne så beskadigede, at man bygger helt nye tage på, og man ændrer konstruktionen fra kamgavl og til den nuværende. På dette tidspunkt og frem til 1949 er det slægten Houmann, der ejer og driver stedet. Lønborggaard overtages herefter af en slægt som hedder Christensen Vad. De sælger ejendommen i 1965. Den sidste del af denne fortælling er, at stedet opkøbes af Skov-og Naturstyrelsen i forbindelse med Skjern Å-reguleringen. Endelig overtager familien Lynge i 2004 Lønborggård. Der venter et stykke spændende arbejde med at få samlet og skrevet hele historien om Lønborggård, og det bliver helt sikkert ikke kedeligt. Som på alle andre gamle herregårde, fortælles der om mord, indmuring af lig/personer, og der findes selvfølgelig også spøgelser på Lønborggaard. Feriecentret: Hovedbygningen og forpagterboligen har i 2004 og 2005 gennemgået en stor restaurering, og i foråret 2006 begyndte man på forvandlingen af avlsbygningerne. I de gamle avlsbygninger er nu indrettet et feriecenter, som består af 15 værelser/lejligheder, festsal, konferencerum, restaurant, aktivitetshal, svømmehal med sauna, spå osv. Der er store fælles opholdsarealer samt et stor fælleskøkken med alle moderne faciliteter. På gensyn på "Lønborggaard". |